Verdensmaals-hjul-gennemsigtig-RGB.png
 

Hvad er FN’s Verdensmål?

FN’s Verdensmål består af 17 konkrete mål og 169 delmål. De fokuserer ikke kun på klima, natur og bæredygtigt forbrug, men også på at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere ulighed, sikre god uddannelse, bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. Og så handler de om at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner og på at styrke internationale partnerskaber.

Alle FN’s 193 medlemslande har forpligtet sig til at arbejde med Verdensmålene, der blev vedtaget i 2015 på FN-topmødet i New York. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016 og skal frem til 2030 sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling i verden. Det involverer ikke bare stater og byer verden over, men også virksomheder og organisationer.

Målene er ambitiøse. Men verden flytter sig. Det nytter at arbejde med de 17 Verdensmål. Fattigdommen i verden er siden 1990 faldet med næsten 75% og børnedødeligheden er mere end halveret. Andelen af verdens befolkning, der ikke får mad nok, er siden år 2000 faldet fra 15 til 11 procent, ni ud af ti børn i udviklingslandene indskrives i dag i skole, 91 procent af verdensbefolkning har adgang til forbedret drikkevand, og millioner af menneskeliv er blevet reddet på grund af bedre forebyggelse og behandling af smitsomme sygdomme som malaria, tuberkulose og HIV/AIDS.

Men Verdensmålene handler ikke kun om store tal for hele verden. De handler også om det, vi alle gør i vores dagligdag. Privat i vores husholdning og på arbejdspladsen. Det, vi gør for Verdensmålene, har en betydning for om verden når målet i 2030.

Se mere her om FN’s Verdensmål

Om projeket:

logo-fed_1.png
 

Verdensmål kan lyde kompliceret og stort. Men det behøver det ikke at være. Sammen om Verdensmål skal hjælpe sociale tilbud til at tage stilling til FN’s 17 Verdensmål og måske iværksætte en større eller mindre indsats.

Bæredygtighed er i dag en naturlig del af det at drive en virksomhed. Det er naturligt for medarbejdere og kunder, at virksomheden forholder sig til det samfund, som virksomheden er en del af. Når LOS - Landsforeningen for sociale tilbud aktivt går ind i arbejdet med Verdensmålene, handler det naturligvis om, at vi som branche påtager os et ansvar for vores fælles fremtid. Men vi ser også et stort potentiale for de enkelte sociale tilbud i at arbejde med samfundsansvar og Verdensmål.

Her er FN’s Verdensmål en oplagt ramme for arbejdet med bæredygtighed, fordi de kommer rundt om en lang række fokusområder for jer som sociale tilbud.

Men med 17 Verdensmål og 169 delmål kan det virke uoverskueligt at arbejde med Verdensmålene. Derfor vil Sammen om Verdensmål gøre det mere overskueligt at prioritere indsatsen. Samtidig vil projektet, gennem eksempler og ideer til arbejdet med de enkelte mål, inspirere jer til, at I finder jeres fokus i arbejdet med Verdensmålene. Og vi håber, at I vil være med til at dele jeres erfaringer med andre. Vi skal være Sammen om Verdensmålene.